Materials Research Activities

Interview med Jeppe Vang Lauritsen
Interview med Jeppe Vang Lauritsen:

Arne Hessenbruch: Jeg vil meget gerne have et perspektiv, der er noget andet end professorperspektivet. Det er ikke kun store navne, der skal høres. Nu er det selvfølgelig sådan, at når man er studerende, så har man ikke så meget historisk perspektiv, fordi man ikke har været der så længe.

Jeppe Vang Lauritsen: Nej, det er klart.

Arne Hessenbruch: Har du kigget på vores websider? Der er egentlig ikke så meget andet end interviews med endnu.

Jeppe Vang Lauritsen: Jeg har skimmet dem igennem. Der bliver bl.a. fortalt, hvordan det hele startede…

Arne Hessenbruch: Men når det beskriver arbejdet nu, har du så indtrykket af, at det er nogenlunde repræsentativt? Eller føler du ikke, at det har noget med din virkelighed at gøre?

Jeppe Vang Lauritsen: Jamen, jeg kan godt genkende det, for det er jo en historie, man har hørt før.

Arne Hessenbruch: Ahh, det er en historie, som Flemming [Besenbacher] og Erik [Lægsgaard] går og fortæller?

Jeppe Vang Lauritsen: Jeg er ikke helt med på, hvad du mener mere specifikt, men de skriver blandt andet om nogle ting, de er stolte af.

Arne Hessenbruch: Hvad er det?

Jeppe Vang Lauritsen: De har jo bygget det helt fra grunden. De var nogle af de første, der byggede det mest kompakte, der stadig er et af de bedste i hele verden. Både hvad angår hurtighed og opløsning osv. Så det er naturligvis noget, man godt kan være stolt af.

Arne Hessenbruch: De er også stolte af nogle af resultaterne, ikke?

Jeppe Vang Lauritsen: Jo, jo. Helt sikkert. Det er jo nogle, der får stor opmærksomhed rundt omkring i verden. Vores gruppe har et godt navn. Det har jeg konstateret, når jeg kommer ud på konferencer. I sidste uge var jeg til konference i Irland, hvor der var flere, der brugte billeder fra vores gruppe til at forklare et eller andet vedrørende emne.

Arne Hessenbruch: Billeder og film?

Jeppe Vang Lauritsen: Nej, ikke film. Det er jo begrænset, hvor meget de kan få lov til. Men til en konference, er det i orden at vise et billede, når man fortæller, at man har studeret et givent system med en anden metode eller lignende. Jeg har set indtil flere, der har brugt både gammelt og nyt af vores materiale.

Arne Hessenbruch: Hører du det også som reaktion, hvis du siger ”Jeg kommer fra CAMP”?

Jeppe Vang Lauritsen: Ja, de fleste kender det. Det er mest Flemmings navn, der er kendt.

Arne Hessenbruch: Men Ivan [Steensgaard] er også kendt, er han ikke?

Jeppe Vang Lauritsen: Jo, helt sikkert. Men han har så nogle andre historier.

Arne Hessenbruch: Hvad er det for nogle konferencer, du har været til?

Jeppe Vang Lauritsen: Jeg var til en katalysekonference, der hed Europa Cat i sidste uge i Irland. Det er alt muligt inden for analyse. Helt fra den industrielle side af det ned til det vi laver, som måske umiddelbart synes at ligge langt fra, men som gerne i sidste ende skulle munde ud i en katalysator.

Arne Hessenbruch: Men det er også et af de resultater, man er stolt af? En katalyse.

Jeppe Vang Lauritsen: Ja, selvfølgelig. For mit vedkommende i mit projekt er det også noget af det, der får stor opmærksomhed. Der er det firmaet Haldor Topsøe – de får kædet deres navn sammen med vores resultater. De sponsorerer forskellige studier, og de kan bruge resultaterne til at få bedre viden om, hvordan katalysatoren virker. Og måske på langt sigt lave en bedre katalysator.

Arne Hessenbruch: I har været i stand til at karakterisere en katalysators overflade, hvordan katalysevirksomheden virker på atomarplan, kan du forklare lidt om det?

Jeppe Vang Lauritsen: Vi har ikke kunnet bruge en katalysator direkte. Det er der flere grunde til. Bl.a. kræver STM en nogenlunde jævn overflade. Derfor måtte vi lave et modelsystem, der i så høj grad som muligt efterligner de karakteristika, man kender fra andre studier af katalysator. Det er lykkedes for os at lave molybdæn disulfid på en måde, så det er muligt at studere dem på atomarniveau. Det er unikt ved studiet, at du har nogle meget små partikler, der er 30 Ångstrøm store, som man skanner henover.

Arne Hessenbruch: Hvorfor er dette tæt på den rigtige, egentlige katalysator?

Jeppe Vang Lauritsen: Nogle af de ting vi finder, kan man direkte sammenligne med det man i forvejen ved om katalysatoren. F.eks. at molybdæn disulfid har en speciel struktur, der er lagdelt. Og man ved, at partiklerne i katalysatoren har en vis størrelse, og det kun består af et enkelt lag af det her. Det er også det, vi finder. Vi har også fundet det aktive sted i katalysatoren. Man har spekuleret meget over det, og er kommet frem til, at det må være sådan det er. Men man har aldrig fået noget direkte bevis for, at det forholder sig sådan. Det hedder ”active side”, og vi har vist det vha. STM’en og afbilledet det på atomarniveau, der hvor katalysen sker.

Arne Hessenbruch: Men igen, hvorfor er det så tæt på den egentlige katalysator?

Jeppe Vang Lauritsen: Det skal ikke forstås på den måde, at det er totalt identisk. Men det er så langt, som man er noget i ”surface science”. Der er mange kløfter mellem katalyse. Der er materialegabet, hvilket vil sige, at katalysatoren består af eller bærer et materiale, som har en meget stor overflade, hvor de små aktive partikler er fordelt. I modsætning hertil er der den enkelte, helt plane krystaloverflade, som man kan skanne. Men det sidste er et af de mest komplicerede systemer, man til dato har set. Så ”mulig” betyder bare, at hertil er vores viden nået nu. En anden ting er, at trykket i en rigtig katalysator ligger højt og ved meget høj temperatur, hvilket vi heller ikke bruger. Det må vi derfor prøve at kompensere for på andre måder.

Arne Hessenbruch: Men såvidt jeg kan forstå, når de skalerer det op, så virkede det ikke?

Jeppe Vang Lauritsen: Det har de ikke testet.

Arne Hessenbruch: Jeg troede, at fidusen var, at de kunne iagttage på atomarplan, hvordan katalysatoren virker, hvorefter industrien kunne gå i gang med at producere en effektiv katalysator.

Jeppe Vang Lauritsen: Ja, men sådan foregår det ikke direkte. Dvs. vi laver ikke direkte en test, ud fra hvilken det kan vurderes, om det er en bedre katalysator eller ej. Der er en meget lang vej mellem vores forsøg og den egentlige katalysator.

Arne Hessenbruch: Kan du beskrive den vej?

Jeppe Vang Lauritsen: Det foregår på den måde, at vi beskæftiger os udelukkende med en del af udviklingen, mens der ovre på Haldor Topsøe sidder nogle andre og tager sig af en anden del af undersøgelserne. Når de læser om vores resultater prøver de at justere deres forsøg og lave noget andet med katalysatoren. Man tester derefter på utallige måder for at se, om man kan videreudvikle, indtil man har fundet et produkt, som måske blot er en brøkdel af en procent bedre end det forrige produkt. Selv en lille forbedring er vigtig, for hvis man skalerer op, er det mange tusind tons produkter, der er tale om.

Arne Hessenbruch: Dvs., at man inden for industrien har mange forskellige ressourcer, og det, I laver, er en af de ting, der kan bruges til udviklingen af en katalysator. Men det er ikke sådan, at I har vist, at sådan skal det gøres?

Jeppe Vang Lauritsen: Nej, det er det ikke. Man går ikke direkte fra vores resultater til at installere en katalysator på raffinaderierne, der virker 10 % bedre. Der er mange mennesker på Haldor Topsøe, der er beskæftiget med at udvikle specielle ting, som del af den større udvikling.

Det er vel egentlig også pointen med grundforskningen. Vi sætter ikke alt ind på direkte at udvikle en bedre proces. Der er snarere tale om at skabe et fundament for at andre kan komme i gang med at udvikle, vil jeg mene.

Arne Hessenbruch: Hvad er din uddannelse?

Jeppe Vang Lauritsen: Jeg startede på en linje på Århus Universitet, der hedder Fysik-Kemi, men er skiftet til en linje, der hedder Materialefysik-Kemi, hvilket betyder, at jeg både kan betragtes som kemiker og fysiker. Jeg har kurser både på fysik og kemi, men er nok mest fysiker. Da det jo mest er fysik, jeg beskæftiger mig med.

Arne Hessenbruch: Det er jo godt at være begge dele, når man tager sig af katalyseforskningen.

Jeppe Vang Lauritsen: Det er nødvendigt at have en vis kemisk indsigt for at vide, hvordan man kommer videre med katalyse.

Arne Hessenbruch: Hvordan kom du ind i CAMP? Jeg kan forstå, det er populært og spændende blandt de studerende, og det er noget de gerne vil ind i. Er det rigtigt?

Jeppe Vang Lauritsen: Det er rigtigt. Jeg kom ind i det på mit andet år af studiet. En dag kom Flemming ind i de 3 sidste minutter af en forelæsning og lavede reklame for den nye linje, der hed Materialefysik-Kemi. Egentlig fortalte han ikke så meget om ”CAMP”. Derefter kom jeg i naturlig kontakt med Flemming og hørte mere om STM, som lød interessant. Året efter blev jeg gennem Flemming sommerstudent ved Haldor Topsøe, hvor jeg lærte området og kende, og så var der ikke så meget tvivl om, at det var det, jeg havde lyst til. Jeg syntes, det var den mulighed, der så bedst ud for mig.

Arne Hessenbruch: Du har været på Århus Universitet hele vejen igennem?

Jeppe Vang Lauritsen: Ja.

Arne Hessenbruch: Og katalysefeltet spænder utrolig vidt, siger du, men jeg har ikke noget overblik over det. Det er en oprindelig del af kemien, men er nu blevet et selvstændigt felt, kan man sige det?

Jeppe Vang Lauritsen: Kemi ville ikke eksistere uden katalyse. Tager man 90% af alle produkter bliver lavet ved katalyse på den ene eller anden måde.

Arne Hessenbruch: Ja, men hvis du kigger i en kemibog (kemisk tekstbog), så står der ikke så meget om katalyse, der er et lille kapitel specielt om katalyse.

Jeppe Vang Lauritsen: Ja. Set ud fra et fagligt synspunkt er det rigtig nok. Men katalysen har, lige siden man startede med at lave kemi, haft stor betydning.

Arne Hessenbruch: Men du har været til en katalysekonference? Det var ikke en kemikonference?

Jeppe Vang Lauritsen: Naturligvis kan man godt sige, at katalyse er en speciel gren af kemi.

Arne Hessenbruch: Er det stadig kemi?

Jeppe Vang Lauritsen: Ja, det er det i høj grad.

Arne Hessenbruch: Man kan ikke lave katalysefysik?

Jeppe Vang Lauritsen: Det der kommer tættest på er nok det man kalder overfladefysik, som jeg laver. Og det indtager en voksende del af katalysen. Et langsigtet mål er, at kunne bruge overfladefysik til at kunne lave en bedre katalysator.

Arne Hessenbruch: Hvor længe har du været i gang med overfladefysik, altså med CAMP?

Jeppe Vang Lauritsen: Tre år.

Arne Hessenbruch: Og var det i 95, de begyndte med katalyse arbejdet?

Jeppe Vang Lauritsen: Nej, jeg vil sige, at de altid har arbejdet med katalyse. Enhver reaktion på en overflade er interessant set fra et katalytisk synspunkt. Så noget af det tidlige de har lavet, har også været katalyse, men måske ikke så målrettet som nu.

Arne Hessenbruch: Hvad var det spændende ved katalysekonferencen?

Jeppe Vang Lauritsen: Selve konferencen var opdelt i mange små parallelle sessions, og jeg kunne ikke deltage i dem alle. Der var mange, der beskæftigede sig med den store skala: Hvordan man kunne gøre dem mere økonomiske, så udbyttet blev større. Så er der selektivitet; at der kan komme flere produkter ud af en katalysator. Så er der de mere vilkårlige metoder, hvor man forsøge at udvikle en bedre katalysator ved at blande nogle kemikalier. Det er den oprindelige måde at gøre det på, som har vist sig succesrig. Men det er en dyr og tidskrævende metode.

Arne Hessenbruch: Og hvor stor en del af det her var overfladefysik?

Jeppe Vang Lauritsen: Det har jeg svært ved at vurdere, eftersom jeg deltog målrettet i de fleste sessions omkring overfladefysik, men jeg skyde på, at omkring halvdelen handlede om overfladefysik. Der er også homogen katalyse, hvor det hele foregår i samme base. Det var der også en session med, men jeg deltog ikke i den.

Arne Hessenbruch: Det er ikke overfladefysik?

Jeppe Vang Lauritsen: Nej.

Arne Hessenbruch: Der er ingen overflade…

Jeppe Vang Lauritsen: Meget af det handlede om, hvad der kommer til at ske i fremtiden.

Arne Hessenbruch: Hvilke meninger var, og hvad mener du? Hvor ligger fremtiden?

Jeppe Vang Lauritsen: Jeg mener, at overfladefysikken mangler at komme med et konkret forslag, og et bidrag som har gjort en kæmpe forskel på et givent produkt. Og jeg er sikker på, at man med de nye teknikker og teorier inden for en overskuelig fremtid vil kunne sige, hvad der ville være godt at prøve.

Arne Hessenbruch: Nye teknikker og teorier?

Jeppe Vang Lauritsen: Altså, det er jo en forholdsvis ny teknik. Og teorier er noget man kan bruge kæmpe computere til at regne på….Vi mangler stadig forene teori og praksis. Det er altid utrolig kraftfuldt, hvis man kan koble teori og eksperimenter. Det er en god vekselvirkning. Der var også en del teoriforedrag på konferencen, der handlede om dette.

Arne Hessenbruch: Det er alment anerkendt, at det er fremtiden?

Jeppe Vang Lauritsen: Jeg tror, det er opdelt i to lejre. Mange har kastet sig ud i testforsøgene, hvor man blander forskellige kemikalier, hvor vi repræsenterer den anden side af det. I sidste ende bliver det nok de mennesker, der sidder med pengene mellem hænderne, der kommer til at bestemme. De satser meget på os, på overfladefysikken og grundforskningen.

Arne Hessenbruch: Men hvis problemet er, at få relateret jeres forsøg til noget der er mere opscalet, altså, hvor man taler om andre former for tryg, og det faktisk er en lidt anden form for katalysator. Så må det vel være der, forskningen skal sætte ind. Forskellen mellem Haldor Topsøes industrielle produktion og det I laver….

Jeppe Vang Lauritsen: Ja, men den udvikling sker jo også. Vi har inden for de sidste par år fået bygget et højtrykskammer, hvor man direkte kan studere overflade ved højt tryk. Så er der lige pludselig et mindre gab. Det er stadig det ideelle modelsystem, man kigger på. Så kan der være andre, der derfra kan tage det ekstra skridt.

Arne Hessenbruch: Og I har selv bygget et højtrykskammer?

Jeppe Vang Lauritsen: Ja. Og her er der en stor diskussion, om der er forskel på de studier, man laver ved UHV og højtryk. Det afhænger af, hvilket system, man kigger på, om der er en forskel eller ej.

Arne Hessenbruch: Om overflader ter sig anderledes?

Jeppe Vang Lauritsen: Ja, præcis. Der har været eksempler på, hvor man ikke kunne forudsige, det man så.

Arne Hessenbruch: Dvs., hvis man tager den samme overflade, lad os sige en rekonstrueret overflade, og lægger den ind i højtryk, så ser den anderledes ud, dvs. anderledes rekonstrueret?

Jeppe Vang Lauritsen: Ja. Det har vi lavet et eksempel på her i gruppen. Vi tog en kobberoverflade - her vidste vi på forhånd, at udsætter man den for det, der hedder atomart brint, så kan man få den til at rekonstruere. Ved atomart brint er der en barriere for at brint dissocierer på overfladen. Ved højt tryk vil der være en lille bitte del af brintatomerne der dissocierer, fordi der er så mange af dem. Så kan man lave rekonstruktionen, selv uden at splitte brinten først. Der kunne man ekstrapolere op.

Arne Hessenbruch: Når du siger, at gå fra UHV til højtryk, mener du eksplicit, at man tager den ud af et UHV-kammer for så at lægge den over i det andet kammer?

Jeppe Vang Lauritsen: Nej. Man præparerer den i et UHV-kammer, og derefter kan man flytte den til et andet kammer. Efterfølgende kan man lukke trykket, begynde at lukke og så skanne højtrykkene. Det er også en kæmpeopgave at lave STM i højtryk.

Arne Hessenbruch: Så der er mere støj simpelthen, fordi der er gasatomer eller molekyler der bevæger sig rundt. De må da have en indflydelse på den strøm, tunnelstrøm. Jeg forestiller mig, den kunne ødelægge tippen?

Jeppe Vang Lauritsen: Ja. Det svært at sige, hvad der sker, fordi der er et lille gap imellem…

Arne Hessenbruch: Ved du, hvad man skal konstruere anderledes i STM’en, for at den kan tilpasse sig et højtryk?

Jeppe Vang Lauritsen: Ja. Bl.a.væggene. En ting er det tryk, der kører, men væggene skal være forholdsvist tynde, så du kan pumpe det ned igen. Det lille kammer, den lille sample sidder i, er podet med guld. Og når man arbejder med gas, er der ekstra vibrationer. Men jeg må indrømme, at jeg ikke helt er et geni på det område.

Arne Hessenbruch: Nej, det er sikkert Erik, der er det.

Jeppe Vang Lauritsen: En anden ting er, at man bruger højspænding til at drive den piezo, der får ting til at bevæge sig. Og specielt i trykomløbet sker der overslag.

Arne Hessenbruch: Hvorfor bruger man højspænding?

Jeppe Vang Lauritsen: Det er, fordi piezomaterialet er det, man kan få til at bevæge sig ved at putte spændinger over. Og der skal man bruge højspænding til at få den til at bevæge sig, dvs. for at få maksimalt udslag, som går fra minus 200 til plus 200. Piezooudvidelsen skalerer med størrelsen af spændingen.

Arne Hessenbruch: Ja. Men den skalerer vel ikke anderledes end UHV som i højtryk?

Jeppe Vang Lauritsen: Nej, men der bruger vi også højspænding.

Arne Hessenbruch: Nåhh, okay. Og overslaget bliver mere farligt pga. højtrykket?

Jeppe Vang Lauritsen: Ja.

Arne Hessenbruch: Overfladefysik og katalyse er et stort område. Hvor mange i Irland var industrielle?

Jeppe Vang Lauritsen: Jeg ved ikke, hvor stor en andel af det industrielle. Det er jo et meget konkurrencepræget område, så de går ikke direkte ud og praler med deres resultater med mindre er en præsenteret eller lukket sag, der har markedsføringspotentiale. Jeg kan ikke sige, om overfladefysikken dominerer. Men det generelt udgør katalyse en stor del på konferencer om overfladefysikken.

Arne Hessenbruch: Det må vel også være tilfældet for dig, at Haldor Topsøe siger måske, at I ikke sådan bare snakker om, hvad du nu har lyst til.

Jeppe Vang Lauritsen: Ikke for mig, men måske for andre, der måske beskæftiger sig mere med det. Den viden vi producerer er fri tilgængelig for alle katalysatorfirmaer, sådan som det er nu. Men hvis vi virkelig finder noget, som er vigtigt, vil publikationerne nok blive forsinket. Fordi de skal have et forspring i forhold til konkurrenterne.

Arne Hessenbruch: I nogle af de populærvidenskabelige artikler bliver det beskrevet, som om I allerede har nogle ting, der betyder noget?

Jeppe Vang Lauritsen: Ja. Det skal forstås på den måde, at gruppen, der sidder og laver afsvolvningskatalysatorer, bruger den viden, vi får. Før vi lavede disse resultater, vidste man kun, at der lå nogle aktive klatter rundt omkring. Man kunne ikke få et billede på, hvordan det så ud eller iagttage strukturen. Det får folk til at arbejde mere målrettet.

Arne Hessenbruch: Noget af det, der har slået mig meget ved udviklingen af videnskaben i de seneste år, det er, at forbindelsen med erhvervslivet var noget snavset og havde dårlig indflydelse på forskning. Man kunne ikke drive ordentlig forskning, hvis der var noget, der blev betalt af profithungrende…Og det har jo virkelig forandret sig. I dag er der en helt anden indstilling til det. Og der er mange fordele ved det. F.eks. kan du få din Ph.d. betalt. Og egentlig er det jo også godt, at forskningen bliver rettet hen i mod noget, der kan bruges. Men der er også nogle vanskeligheder ved det. F.eks. at man er nødt til at have en smule hemmelighed. Hvordan ser du forholdet med Haldor Topsøe?

Jeppe Vang Lauritsen: Jeg har ikke mærket noget til, at de siger; det der, skal I vente med, eller lignende. Så på den måde kunne det ligeså godt være en anden forskergruppe, vi samarbejdede med. Det gør altså ikke den store forskel. Jeg er bare lykkelig for, at jeg har en gruppe, der virkelig er specialister. Sender man en e-mail eller ringer, får man et kompetent svar.

Arne Hessenbruch: De kan hjælpe dig med at forstå ting og sætte dem i perspektiv?

Jeppe Vang Lauritsen: Ja. Hvis jeg holder foredrag, som ikke lige var relevant for industrien og slet ikke havde nogle kontakter, så ville de bare ryste på hovedet.

Arne Hessenbruch: Hvilken slags feedback får du fra Topsøe.

Jeppe Vang Lauritsen: Jeg skriver publikationer sammen med Henrik Topsøe og Bjarne Clausen. Og så er der et projekt, der er blevet startet op med en Ph.d. studerende, Stig Helveg, som også arbejder derovre nu, som jeg tit snakker med.

Arne Hessenbruch: Men du siger, at du har meget bedre overblik over, hvad der er relevant for egentlig katalysatorindustri. Hvordan har de hjulpet dig? Hvad har de kunne fortælle dig?

Jeppe Vang Lauritsen: Det er jo et kæmpestort område, som der findes masser af litteratur om. Da vi startede projektet, fik vi en enorm bunke artikler, der alle havde relevans, som jeg aldrig ville have fundet selv, fordi området spænder så vidt. Det er tidsskrifter, jeg ikke ville kunne søge på igennem universitetet.

Arne Hessenbruch: Har du som en del af din uddannelse haft et kursus om katalysatorer?

Jeppe Vang Lauritsen: Nej. Ikke direkte, det har jeg ikke.

Arne Hessenbruch: Savner du det?

Jeppe Vang Lauritsen: Det passer nu ikke helt. Der var noget ovre på DTU. De havde inviteret personer udefra til at komme og holde foredrag. Der var jeg ovre 4-5 gange. Men på Århus universitet har det ikke eksisteret. Jeg kunne da altid bruge det, men jeg tror, det er for få mennesker, der beskæftiger sig med det til, at det kunne blive muligt. Men det ville da være fantastisk.

Arne Hessenbruch: Det lader jo til, at du har rigtig god hjælp til alting: på universitetet er der nogle overfladefysikere, der ved hvad der foregår på atomarplan, og derovre er der folk, som kan fortælle dig, hvad der er relevant om katalyse. Det kan jo næsten ikke blive bedre.

Jeppe Vang Lauritsen: Nej det kan det ikke.

Arne Hessenbruch: Kan du fortælle mig lidt om din dagligdag. Du eksperimenterer i første omgang. Du snakkede om forholdet mellem teori og eksperiment.

Jeppe Vang Lauritsen: Ja. Jeg laver kun eksperimenter.

Arne Hessenbruch: Og så er det den anden del af CAMP, der står for teorien. Og teori betyder, at man giver en model for, hvad der sker på det atomare plan, hvorefter man beregner f.eks. hvad tunnelstrømmen skulle være, hvis det foregik sådan på det atomare plan.

Jeppe Vang Lauritsen: Det er en meget lille del af det de laver, men på baggrund af nogle af de beregninger, de laver, kan de simulere et billede, hvorefter de kan lave en direkte sammenligning. Men teoridelen spænder jo meget videre end det. De kan komme med nyt input, som vi kan tjekke med vores data.

Arne Hessenbruch: Hvad laver de mere?

Jeppe Vang Lauritsen: De laver strukturberegninger. Vi kan bruges til at se, hvordan strukturen er. Så kan de få vished om det, der har noget at gøre med virkeligheden. De kan så gå et skridt længere ned og sige, hvordan elektronstrukturen er.

Arne Hessenbruch: De giver altså virkelig modeller på en overflade, ikke?

Jeppe Vang Lauritsen: Jo. De regner strukturer ud, altså kemiske reaktioner på overflade, hvordan de forløber og den slags. Så vi kan se, at hvis nogle molekyler sidder på en overflade, og de bliver udsat for en bestemt temperatur, kan vi regne ud, om det passer nogenlunde med det, vi finder.

Arne Hessenbruch: Men forbindelsen mellem teori og eksperiment er altid beregningen af tunnelstrøm?

Jeppe Vang Lauritsen: Det vil jeg ikke sige. Ikke altid. Mht. platinfusion, kan vi regne ud, hvor hurtigt platinatomer diffunderer. At sende STM-billeder er ikke det hele, men kun en lille del. Men det har en utrolig gennemslagskraft, når man har teori og eksperiment ved siden af hinanden.

Arne Hessenbruch: Hvor dybt går du i teorien?

Jeppe Vang Lauritsen: Jeg ved, hvilke metoder de bruger og hvilke ting, man skal passe på med, når man har lavet en teoretisk beregning. I hovedsagen ved jeg, hvad jeg skal være opmærksom på.

Arne Hessenbruch: Hvilke metoder bruger de?

Jeppe Vang Lauritsen: De bruger det, der hedder density function theory. Det er noget, der kræver meget computerkraft. Det er et godt redskab.

Arne Hessenbruch: Har du nogen ide om, hvor længe man har lavet sådan noget, hvad historien er i det? Fordi, når du siger, at det kræver utrolig meget computerkraft, så kan det ikke være noget man har gjort i 100 år?

Jeppe Vang Lauritsen: Selve teorien er nok nogle år gammel. Så skalerer man op til systemer, der bliver stødt større. Jeg ved, at vi laver større og større ting, der kræver så og så mange uger på computeren.

Arne Hessenbruch: Uger?

Jeppe Vang Lauritsen: Det hed det sig i en pressemeddelelse, at det var den største computer i Danmark. Jeg ved ikke, det var en overdrivelse. Det består egentlig bare af en masse enkelte, meget hurtige computer, som man forbinder.

Arne Hessenbruch: Rejser du tit over?

Jeppe Vang Lauritsen: Ja. Jeg er tit i Lyngby.

Arne Hessenbruch: Topsøe ligger også i Lyngby?

Jeppe Vang Lauritsen: Ja. Jeg rejser mest derover, fordi vi samarbejder med PhD-studerende i et projekt, som jeg forholdsvis tit er ovre og snakke med. Det er jo hurtigere med toget. Det kan ikke betale sig at flyve.

Arne Hessenbruch: Er det godt program her i CAMP? God stemning?

Jeppe Vang Lauritsen: Ja, det er nok en af de ting, jeg er allermest begejstret for, at vi er en hel flok, der snakker sammen om tingene og går til kaffe sammen osv. Der er en rar stemning. Det var nok også det, der lokkede mig hertil i starten. Jeg kunne se, at der var liv og folk, der kunne hjælpe en i gang. Det har meget kørt sådan, at hvis en havde erfaring, hjalp han de nye ind. Det fungerer rigtig godt, fordi vi er så mange.

Arne Hessenbruch: Hvad tror du, der sker, når pengene udløber?

Jeppe Vang Lauritsen: Det ved jeg ikke. Man kunne da håbe, at der blev dannet et nyt center af en eller anden art.

Arne Hessenbruch: Ja, det skulle være et nyt center, ikke, for et sådant center kan vist slet ikke fornys?

Jeppe Vang Lauritsen: Ja. Så vidt jeg har forstået, kan man ikke fortsætte mere end en gang. Men en ting er katalyse. Der er jo flere satseområde. Sådan noget som brændselsceller er et stort område, som jo i bund og grund også er katalyse. Og så er der biokemi, men det er nok Flemming, du skal snakke med om det.

Arne Hessenbruch: Ja. Skal vi prøve at se, om vi kan optage en tunnelstrøm?

Jeppe Vang Lauritsen: Det kan vi godt.

This page was last updated on 9 February 2004 by Arne Hessenbruch